Jeg hørte engang et radioprogram på P1, som handlede om det innovative aspekt i dumme spørgsmål. Når man f.eks i virksomhedsudviklende processer stiller hinanden spørgsmål til de ting, som alle tager for givet, at alle ved.
De såkaldte dumme spørgsmål som ingen stiller, fordi man antager at det er logik for enhver, og en forudsætning for det man er i færd med, og dermed stiller sig selv i en uvidende position, ved at spørge til det. Og i disse tider kan det angiveligt være lidt farligt, at fremstå uvidende indenfor det felt, man skulle forestille at være ekspert i.
Men de dumme spørgsmål kan faktisk vise sig, at gøre alle parter væsentlig klogere på det, de i fællesskab er i færd med.
For det vi tror alle ved, vides og forstås på mange forskellige måder, og det gør udgangspunktet for samarbejde komplekst, når vi taler om det selvfølgelige fra mange forskellige forståelsesrammer. Så bliver det selvfølgelige pludselig ikke længere så selvfølgeligt, men omdrejningspunkt for misforståelser og kommunikationsproblemer.
For vi ved da selv, præcis hvad vi taler om, så hvorfor kan de andre ikke bare forstå det...?
Hvis man arbejder med udvikling, kan det f.eks være sjovt at spørge hinanden om, hvad udvikling er.
Hvis man arbejder med omsorg, kan det være relevant at tale om, hvad omsorg er.
Jeg vil smide et lille dumt spørgsmål: Hvorfor taler vi sammen?
Vi gør det hele tiden, og tænker formentlig ikke så meget over hvorfor, som hvad vi talte om, og hvad vi lærte af det, hvad vi fik ud af det. Og er spørgsmålet så besvaret?
Ja, måske taler vi for at lære noget... eller for at iscenesætte os selv eller udfylde et tomrum?
Jeg er selv ikke den store small-talker, så det kan være en udfordring at stå i køen i Netto foran eller bagved en forælder fra skolen, og blive ramt af følelsen af at "nogen må sige noget nu", for ellers bliver det akavet.
Og det bliver måske akavet, fordi man i en lille by som jeg bor i, forventer at folk netværker og smalltalker på kryds og tværs af naboer, forældre og folk man af uvisse årsager bare kender. Så der tales for relationernes beståen, og for ikke at føle sig udenfor.
Man skulle jo nødig være hende særlingen, der sidder inde bag lukkede døre, og blogger, læser netaviser, debatter og som siger underlige ting i køen i Netto, fordi snakke om vind, vejr og andre ligegyldigheder ikke er hendes foretrukne beskæftigelse.
Jeg blev forleden dag interviewet om min families madvaner, i forbindelse med et projekt min ene søn deltager i, omhandlende skolemads indflydelse på indlæring.
Det gik undervejs i interviewet op for mig, at vi i min lille familie spiser alle måltider i hjemmet sammen. Vi mødes ved morgenmaden med slukørede og trætte øjne og taler om næsten ingenting, og der er plads og tid til et morgenkram og indforståede morgenlyde.
Vi mødes igen ved aftensmaden, hvor vi taler om dagen der er ved at være gået, taler om maden vi spiser og oplevelser i løbet af dagen, der har gjort indtryk.
Og så tænkte jeg .... hvorfor?
Jeg vil ikke kede dig med mine selvfølgelig meget nærværende familieværdier ...(!)... men samme dag, besluttede jeg at indføre en ugentlig dag, hvor maden kan bestå af stort set af hvad man vil, og kan indtages foran tv'et hvis man har lyst.
Dermed opstod en lille sprække i de automatiserede kerneværdier. Vi behøver jo faktisk ikke hver dag, være nærværende og interagerende.
Børnene er glade, for så kan de se Ramasjang mens de spiser, og vupti aner jeg en mulighed for en løbetur, eller bare et pusterum efter arbejde.
Win-win!
Bare ved at spørge dumt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar