Jeg vil godt indrømme, at jeg har fulgt en lille smule med i debatten om de såkaldte speltmødre. Debatten har huseret på diverse net-aviser, og har primært handlet om at positionere sit moderskab i forhold til alle de andre.
Det er jo sådan vi kvinder bliver til. Vi snakker om os selv, skaber en fortælling om os selv, og spejler os i de andres fortællinger og ikke mindst reaktioner på vores fortælling.
Og reaktioner kommer der tilsyneladende en del af, når emnet falder på moderskabet, og den oldnordiske kornsort spelt er blevet ophøjet til et symbol på det moderskab, der umiddelbart er stemplet med Ø-mærket, er nærværende, opofrende, og som handler om, at det bedste for børn hænger sammen med langtidshævet hjemmebag, økologi og en mor der tilsidesætter egne behov for børnenes.
Sjovt er det jo, at der i denne debat opstår et begreb som kæder mødre sammen med en knastør gammel kornsort, der emmer af autencitet, substans og giver associationer til gammeldags dannede dyder og værdier. For vi mødre vil jo gerne være autentiske, have substans og dannede dyder og værdier i vores moderskab, så når vi sammenligner os med en knastør gammel kornsort, føler vi os måske som lidt bedre mødre.
Autencitet og substans står nemlig i kontrast, til det til tider hektiske hverdagsliv mange lever, hvor vi skynder på os selv og vores børn, spiser vores mad uden at smage på den, og passificerer alle mand med fordummende og underlødig tv og pc underholdning.
Så når speltmødre og de andre mødre diskuterer, så går bølgerne højt. Vi har jo allerede på forhånd bestemt hvad der er godt og skidt for børn, og når alt kommer til alt, så er formålet med diskussionen blot at retfærdiggøre sig selv, så man kan have sin dårlige samvittighed for sig selv.
Og det synes jeg er rigtig fint.
Retfærdiggørelsen af sig selv, kræver kun 1 dommer - og det er én selv.
Men når bølgerne går højt, er det fordi vi føler os anfægtet på vores selvretfærdiggørelse. Og den vil vi også gerne have i fred..... Vi ved det bare ikke helt selv, for vi hungrer efter omverdens anerkendelse af den.
Det er sådan kvinder bliver til.
....sådan helt uden at sætte nogen i bås her.
Det kunne være sjovt at vende tingene lidt hovedet, og få nogle nye værdiskabende begreber på banen.
Jeg synes f.eks ikke selv, at spelt i bagværket nødvendigvis behøver at betyde, at man er en god mor.
Pizzamor kan være en helgen, når hun efter en lang dag for forældre og børn, har en pose pizzaer med hjem, som gnaskes foran tv'et.
Pizzamor kan være en helgen, når hun bruger timer på en hjemmelavet pizza, som gnaskes ved middagsbordet, over samtaler om dagens gang.
Lagkagemor kan være nærværende, når hun til fødselsdagen smækker en hurtig lagkage sammen.
Lagkagemor kan være nærværende, når hun til fødselsdag bruger timer på en fin kage, med barnets yndlingsfigur.
Speltmor kan være en supermor, når hun svinger forbi bageren og køber et speltbrød, fordi det var på tilbud.
Kaffemor kan være en god mor, når hun nyder sin kaffe og beder om ro og fred, så hun kan lade batterier op til når hun skal bage ......langtidshævet speltbrød.
MEN HVAD MED FAR???
Jeg glæder mig til debatten om frikadellefar og faderskabet i dagens Danmark, men tvivler på at der bliver ret meget debat. Det er ikke min opfattelse, at fædre har det store behov for at snakke så meget om hvad de gør, hvorfor de gør det og retfærdiggøre deres motiver og handlinger udi faderskabet. De gør det bare.
De laver en ordentlig balje frikadeller, for det kan ungen godt lide.
Og inden denne blog bliver alt for banal og alt for stigmatiserende af mænd og kvinder og kønsroller, så vil jeg lige give børnene en halv linje:
Kærlighed kommer i mange former, deriblandt i form af spelt og lagkage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar