Efterlysning! (Eller kvinders jagt på dem selv)

Kvinde - tag en dyb vejrtrækning. Hold en pause. Kan du mærke dig selv? Formentlig ikke, for du er sikkert i gang med at finde dig selv, ligesom 98% af den danske befolkning, der har østrogenværdier der overstiger den matematiske intelligens. Det er ligesom blevet en del af den moderne kvindes agenda, at dyrke den årelange, allestedsnærværende og navlepillende sport - At finde sig selv.
Det kan tage måneder, år og for nogle et helt liv at finde sig selv. Nogen finder aldrig sig selv, men prøver i deres gøren og laden at være som alle andre, fordi de selv er væk.

Hvad går det egentlig ud på, det der "finde sig selv" - projekt? Nogle gange kan jeg godt mistænke mit eget køn for, at de skal have noget at bekymre sig over, fordi de ikke har lært, at det er ok at have det godt og være glad og tilfreds. Måske har de lært det, men tør ikke, fordi det betyder de så skal slippe kontrollen over dem selv, og lade dagens gang indvie dem i, hvad de skal opleve og erfare.
Eller udsættes for.
Og det kan da være en noget angstprovokerende affære, for en moderne østrogenbombe med humørsvingninger og kontroltrang, at gå ubekymret gennem en hel dag, uden at have en på forhånd defineret plan over, hvert et skridt, toiletbesøg og hver en smilerynke der skal styrketrænes.

Så er det nemmere at sige, at man er ved at finde sig selv, for så er man jo nødt til at tage sine forholdsregler, og passe lidt på sig selv.

Beskytte sig mod omverden, og beskytte sig mod livet.

For livet kan gøre ondt, være grimt, kvalmende, ulækkert, hæsligt og træls.
Men det vil vi gerne undgå, for vi skal helst være lykkelige, harmoniske og være den bedste version af os selv.
Vi skal i det mindste være på vej til at være det, og her kommer efterlysningen ind i billedet, for vi giver et godt indtryk, hvis vi kan vise, vi er på vej til at være noget bedre.
På vej til at finde os selv, og altså på vej til at være noget andet, end det vi er nu.

Det er ikke så mærkeligt, at mange kvinder får depressioner og har negative tanker, for det er ikke tillladt, at være os selv længere.

Hvad regner vi egentlig med? At vi finder os selv, i Yogi-te brevets visdomsord, i en selvhjælpsbog for Særligt Sensitive, én af de mange røvirriterende klogskabs-billeder fra Lifes a Bitch Quotes der florerer på facebook, eller et citat fra tidens selvudviklings-guru? 

Jo vel, det kan give utrolig god mening i øjeblikket de sandhedsgivende ord sluges i én mundfuld, og man kan synes man har fundet meningen med livet, men det er lidt ligesom at spise en skive toastbrød, en cheeseburger eller købe nye sko. Man bliver mæt og lykkelig, men tomheden kommer bragende igen,  når de tomme kalorier er forbrændt, og skoene er brugt to gange.
Og så fortsætter jagten.

Det er jo meget kækt at sidde her og gøre sig klog på, men tro mig - jeg kender det alt for godt selv, og har da også brugt en del timer og skobutik-besøg på, at søge og jage efter mig selv.  Jeg tror bare ikke på det længere.
Jeg tror ikke på, at jeg selv er en størrelse, der skal findes og tilføjes det jeg i forvejen er.

For det jeg er i forvejen, er jo godt nok. Jeg er bare ikke altid i harmoni og lykkelig, men det er også godt nok. Den bedste version af mig, er når jeg accepterer at livet også kan være grimt og hæsligt, for så behøver jeg ikke hele tiden lave mig selv og mit liv om.

Jeg kan dog blive i tvivl om, der er sider af mig selv, der i balance skal fremelskes frem for andre.
Når det yngste barn f.eks. kommer hjem fra Vikingeskibsmuseet, har skrevet familiens navne i runer og med glæde og stolthed i stemmen fremviser sedlen med mit navn.

"Se mor, jeg har skrevet dit navn med runer. Der står Mor Justesen!"