Breaking news fra smørhullet

Jeg har lavet påskeæg. Hjemmelavede altså. Helt selv. Af mig selv. Der skulle nok have været nulret mere lakridspulver i nougat'en, men de smager stadig sødt af mange kalorier, og det var pointen. Og så scorer man også lidt speltmor-point, for ældste-krapylet har pyntet dem. Aktiviteten indgik godt nok, i en forhandling omhandlende dansklektier, men barnet vandt - og moderen tænkte: Det er kun langfredag én gang om året, så vi skal da fejre Jesu død for fuld hammer med pyntning af påskeæg, nærvær og hvad har vi..!

Jeg satser også på at score lidt "god datter" point senere, idet særligt udvalgte kaloriebomber, skal pakkes ind og foræres til mit fædrene ophav samt kæreste, når vi skal til den årlige påske-komsammen....om snart. Kaloriebomber er netop hvad min far har brug for, i hans nylig opståede interesse for Nupo-chokoladebarer....
Ja, jo... de smager da ok, men en af formålene med at spise chokolade, er da netop at vide man putter noget syndigt og tangerende til livsfarligt i munden, og derfor nyder det 112 % så længe det varer.
Living on the edge!

Der er ikke meget grænsesøgende og antiautoritært ved en Nupo slankechokoladebar... Det er lidt ligesom at sætte sine efterlønspenge ind på en konto, til uforudsete udgifter. Gab.
Mine surt optjente 1700 skal der festes for - i Paris med knaldperle-krapylerne.
Måske.
Eller skulle jeg oprette den der konfirmationsopsparing, så jeg kan servere andet end steg og flødekartofler om 3 år?

Familien kalder og det samme gør min bruser, hvis jeg opgradere Lina Version søndag-med morgenhår og ingen makeup til Lina version brand-stang-lækker-overskuds-speltmor.
Jeg skal i så fald skynde mig...

Det regner, opperen kører, vasketøjet har ikke lagt sig selv sammen, det ene barn danser, det andet spiller pc, de kværner, kværulerer, og er de dejligste skabninger. Jeg griner, græder, tænker, tænker, spekulerer, smiler, drømmer, snakker, taler og alt er som det plejer.

Skal man spørge eller rumme, anerkende og ellers lade som ingenting, når der er noget man ikke forstår?
Eller skal man netop i dag, være glad for at Jesus døde på det der kors stod op igen, så vi kan nyde de syndige, uartige og antiautoritære påskeæg i denne tid...
 
God påske :)

Efterlysning! (Eller kvinders jagt på dem selv)

Kvinde - tag en dyb vejrtrækning. Hold en pause. Kan du mærke dig selv? Formentlig ikke, for du er sikkert i gang med at finde dig selv, ligesom 98% af den danske befolkning, der har østrogenværdier der overstiger den matematiske intelligens. Det er ligesom blevet en del af den moderne kvindes agenda, at dyrke den årelange, allestedsnærværende og navlepillende sport - At finde sig selv.
Det kan tage måneder, år og for nogle et helt liv at finde sig selv. Nogen finder aldrig sig selv, men prøver i deres gøren og laden at være som alle andre, fordi de selv er væk.

Hvad går det egentlig ud på, det der "finde sig selv" - projekt? Nogle gange kan jeg godt mistænke mit eget køn for, at de skal have noget at bekymre sig over, fordi de ikke har lært, at det er ok at have det godt og være glad og tilfreds. Måske har de lært det, men tør ikke, fordi det betyder de så skal slippe kontrollen over dem selv, og lade dagens gang indvie dem i, hvad de skal opleve og erfare.
Eller udsættes for.
Og det kan da være en noget angstprovokerende affære, for en moderne østrogenbombe med humørsvingninger og kontroltrang, at gå ubekymret gennem en hel dag, uden at have en på forhånd defineret plan over, hvert et skridt, toiletbesøg og hver en smilerynke der skal styrketrænes.

Så er det nemmere at sige, at man er ved at finde sig selv, for så er man jo nødt til at tage sine forholdsregler, og passe lidt på sig selv.

Beskytte sig mod omverden, og beskytte sig mod livet.

For livet kan gøre ondt, være grimt, kvalmende, ulækkert, hæsligt og træls.
Men det vil vi gerne undgå, for vi skal helst være lykkelige, harmoniske og være den bedste version af os selv.
Vi skal i det mindste være på vej til at være det, og her kommer efterlysningen ind i billedet, for vi giver et godt indtryk, hvis vi kan vise, vi er på vej til at være noget bedre.
På vej til at finde os selv, og altså på vej til at være noget andet, end det vi er nu.

Det er ikke så mærkeligt, at mange kvinder får depressioner og har negative tanker, for det er ikke tillladt, at være os selv længere.

Hvad regner vi egentlig med? At vi finder os selv, i Yogi-te brevets visdomsord, i en selvhjælpsbog for Særligt Sensitive, én af de mange røvirriterende klogskabs-billeder fra Lifes a Bitch Quotes der florerer på facebook, eller et citat fra tidens selvudviklings-guru? 

Jo vel, det kan give utrolig god mening i øjeblikket de sandhedsgivende ord sluges i én mundfuld, og man kan synes man har fundet meningen med livet, men det er lidt ligesom at spise en skive toastbrød, en cheeseburger eller købe nye sko. Man bliver mæt og lykkelig, men tomheden kommer bragende igen,  når de tomme kalorier er forbrændt, og skoene er brugt to gange.
Og så fortsætter jagten.

Det er jo meget kækt at sidde her og gøre sig klog på, men tro mig - jeg kender det alt for godt selv, og har da også brugt en del timer og skobutik-besøg på, at søge og jage efter mig selv.  Jeg tror bare ikke på det længere.
Jeg tror ikke på, at jeg selv er en størrelse, der skal findes og tilføjes det jeg i forvejen er.

For det jeg er i forvejen, er jo godt nok. Jeg er bare ikke altid i harmoni og lykkelig, men det er også godt nok. Den bedste version af mig, er når jeg accepterer at livet også kan være grimt og hæsligt, for så behøver jeg ikke hele tiden lave mig selv og mit liv om.

Jeg kan dog blive i tvivl om, der er sider af mig selv, der i balance skal fremelskes frem for andre.
Når det yngste barn f.eks. kommer hjem fra Vikingeskibsmuseet, har skrevet familiens navne i runer og med glæde og stolthed i stemmen fremviser sedlen med mit navn.

"Se mor, jeg har skrevet dit navn med runer. Der står Mor Justesen!"

Her er Lina

Her er Lina.
Se Lina.
Lina Smiler.

Lina har fået noget der hedder et arbejde, og det synes Lina er godt, for det hun skal arbejde med, synes hun er sjovt.
Lina synes også det er godt, at hun nu skal være mere med til, at trække samfundshjulene rundt. Samfundshjul er nogle hjul, der sidder under noget, der hedder et samfund. Et samfund er en slags by, som Lina og alle de andre mennesker der bor der, skal betale penge til. Det bestemmer også hvad Lina, og alle de andre mennesker må og det kan godt blive sur, hvis man gør noget man ikke må.
Men det synes Lina ikke gør noget, for hun gør aldrig noget forkert i samfundet, så hun får ikke så meget skæld ud.

Hun kan i hvert fald ikke huske, hun har gjort noget forkert.
Okay, hun har måske nogle gange stillet sin bil et sted, man ikke måtte, og så skulle hun betale nogle penge til samfundet, så hun kunne lære, at det måtte man ikke. 

Hun lærte det nok forresten ikke den første gang, men det synes Lina ikke gør noget, for hun er ret lærenem og der er mange andre i samfundet, der er meget dummere end hende, og som ikke lærer noget af det, samfundet siger til dem. Det synes Lina er synd for dem, for så har de ikke så mange penge, til at købe ting og chokolade og kager.

Lina kan godt lide at bo i samfundet, for hun synes hun må mange ting. Hvis man gør som samfundet siger, så er det faktisk godt at bo der. Og hvis man har mange penge, kan man prøve mange sjove ting og endda rejse væk i en flyvemaskine til et andet land.

Lina har ikke haft mange penge i lang tid, fordi hun ikke har haft et arbejde, så hun har ikke fløjet i flyvemaskine lang tid. Men det synes Lina ikke gør noget, for så har hun haft masser af tid til at lege med sine børn og bage speltboller og kage.
Og vaske tøj.
Og støvsuge.
Og rense toilet.

Det er sådan nogle ting, en husmor synes er dejlige ting at lave.

Men nu har Lina fået et arbejde, så nu har hun desværre ikke så meget tid til de ting længere. Men det synes Lina ikke gør noget, for så kommer hun måske ud at flyve i flyvemaskine, og det synes hun er sjovt. 

Hun tænker lidt på, om samfundshjulene er tunge, men hun tror der er mange, der hjælper hinanden. Hun har ikke selv kunne trække hjulene så meget, fordi hun ikke har haft noget arbejde. Så har hun siddet ovenpå samfundsvognen, mens de mange andre har trukket hjulene rundt. Det synes Lina er godt, for det er ikke sikkert at alle kan trække lige meget hele tiden. Hvis man får ondt i armene, eller gerne vil blive klogere, er det jo godt man kan sidde lidt og få kræfterne tilbage og blive klog.

Lina glæder sig, men det er kun 3 måneder hun skal arbejde. Eller måske længere tid, hvis de vil have hun skal blive, og det vil Lina gerne have, for hun synes selv hun er sød og rar.

Og så har hun fået stærke arme.

Se Lina smiler.

Spørg om noget dumt!

Jeg hørte engang et radioprogram på P1, som handlede om det innovative aspekt i dumme spørgsmål. Når man f.eks i virksomhedsudviklende processer stiller hinanden spørgsmål til de ting, som alle tager for givet, at alle ved.

De såkaldte dumme spørgsmål som ingen stiller, fordi man antager at det er logik for enhver, og en forudsætning for det man er i færd med, og dermed stiller sig selv i en uvidende position, ved at spørge til det. Og i disse tider kan det angiveligt være lidt farligt, at fremstå uvidende indenfor det felt, man skulle forestille at være ekspert i.
Men de dumme spørgsmål kan faktisk vise sig, at gøre alle parter væsentlig klogere på det, de i fællesskab er i færd med.
For det vi tror alle ved, vides og forstås på mange forskellige måder, og det gør udgangspunktet for samarbejde komplekst, når vi taler om det selvfølgelige fra mange forskellige forståelsesrammer. Så bliver det selvfølgelige pludselig ikke længere så selvfølgeligt, men omdrejningspunkt for misforståelser og kommunikationsproblemer.

For vi ved da selv, præcis hvad vi taler om, så hvorfor kan de andre ikke bare forstå det...?

Hvis man arbejder med udvikling, kan det f.eks være sjovt at spørge hinanden om, hvad udvikling er.

Hvis man arbejder med omsorg, kan det være relevant at tale om, hvad omsorg er.

Jeg vil smide et lille dumt spørgsmål: Hvorfor taler vi sammen?

Vi gør det hele tiden, og tænker formentlig ikke så meget over hvorfor, som hvad vi talte om, og hvad vi lærte af det, hvad vi fik ud af det. Og er spørgsmålet så besvaret?

Ja, måske taler vi for at lære noget... eller for at iscenesætte os selv eller udfylde et tomrum?

Jeg er selv ikke den store small-talker, så det kan være en udfordring at stå i køen i Netto foran eller bagved en forælder fra skolen, og blive ramt af følelsen af at "nogen må sige noget nu", for ellers bliver det akavet.
Og det bliver måske akavet, fordi man i en lille by som jeg bor i, forventer at folk netværker og smalltalker på kryds og tværs af naboer, forældre og folk man af uvisse årsager bare kender. Så der tales for relationernes beståen, og for ikke at føle sig udenfor.

Man skulle jo nødig være hende særlingen, der sidder inde bag lukkede døre, og blogger, læser netaviser, debatter og som siger underlige ting i køen i Netto, fordi snakke om vind, vejr og andre ligegyldigheder ikke er hendes foretrukne beskæftigelse.

Jeg blev forleden dag interviewet om min families madvaner, i forbindelse med et projekt min ene søn deltager i, omhandlende skolemads indflydelse på indlæring.
Det gik undervejs i interviewet op for mig, at vi i min lille familie spiser alle måltider i hjemmet sammen. Vi mødes ved morgenmaden med slukørede og trætte øjne og taler om næsten ingenting, og der er plads og tid til et morgenkram og indforståede morgenlyde.
Vi mødes igen ved aftensmaden, hvor vi taler om dagen der er ved at være gået, taler om maden vi spiser og oplevelser i løbet af dagen, der har gjort indtryk.

Og så tænkte jeg .... hvorfor?

Jeg vil ikke kede dig med mine selvfølgelig meget nærværende familieværdier ...(!)... men samme dag, besluttede jeg at indføre en ugentlig dag, hvor maden kan bestå af stort set af hvad man vil, og kan indtages foran tv'et hvis man har lyst.

Dermed opstod en lille sprække i de automatiserede kerneværdier. Vi behøver jo faktisk ikke hver dag, være nærværende og interagerende.
Børnene er glade, for så kan de se Ramasjang mens de spiser, og vupti aner jeg en mulighed for en løbetur, eller bare et pusterum efter arbejde.

Win-win!

Bare ved at spørge dumt. 

Speltmor og frikadellefar

Jeg vil godt indrømme, at jeg har fulgt en lille smule med i debatten om de såkaldte speltmødre. Debatten har huseret på diverse net-aviser, og har primært handlet om at positionere sit moderskab i forhold til alle de andre.
Det er jo sådan vi kvinder bliver til. Vi snakker om os selv, skaber en fortælling om os selv, og spejler os i de andres fortællinger og ikke mindst reaktioner på vores fortælling.
 
 Og reaktioner kommer der tilsyneladende en del af, når emnet falder på moderskabet, og den oldnordiske kornsort spelt er blevet ophøjet til et symbol på det moderskab, der umiddelbart er stemplet med Ø-mærket, er nærværende, opofrende, og som handler om, at det bedste for børn hænger sammen med langtidshævet hjemmebag, økologi og en mor der tilsidesætter egne behov for børnenes.    

Sjovt er det jo, at der i denne debat opstår et begreb som kæder mødre sammen med en knastør gammel kornsort, der emmer af autencitet, substans og giver associationer til gammeldags dannede dyder og værdier. For vi mødre vil jo gerne være autentiske, have substans og dannede dyder og værdier i vores moderskab, så når vi sammenligner os med en knastør gammel kornsort, føler vi os måske som lidt bedre mødre.
Autencitet og substans står nemlig i kontrast, til det til tider hektiske hverdagsliv mange lever, hvor vi skynder på os selv og vores børn, spiser vores mad uden at smage på den, og passificerer alle mand med fordummende og underlødig tv og pc underholdning.

Så når speltmødre og de andre mødre diskuterer, så går bølgerne højt. Vi har jo allerede på forhånd bestemt hvad der er godt og skidt for børn, og når alt kommer til alt, så er formålet med diskussionen blot at retfærdiggøre sig selv, så man kan have sin dårlige samvittighed for sig selv.

Og det synes jeg er rigtig fint.
Retfærdiggørelsen af sig selv, kræver kun 1 dommer - og det er én selv.

Men når bølgerne går højt, er det fordi vi føler os anfægtet på vores selvretfærdiggørelse. Og den vil vi også gerne have i fred..... Vi ved det bare ikke helt selv, for vi hungrer efter omverdens anerkendelse af den.
Det er sådan kvinder bliver til.

....sådan helt uden at sætte nogen i bås her.   

Det kunne være sjovt at vende tingene lidt hovedet, og få nogle nye værdiskabende begreber på banen.
Jeg synes f.eks ikke selv, at spelt i bagværket nødvendigvis behøver at betyde, at man er en god mor.

Pizzamor kan være en helgen, når hun efter en lang dag for forældre og børn, har en pose pizzaer med hjem, som gnaskes foran tv'et.
Pizzamor kan være en helgen, når hun bruger timer på en hjemmelavet pizza, som gnaskes ved middagsbordet, over samtaler om dagens gang.

Lagkagemor kan være nærværende, når hun til fødselsdagen smækker en hurtig lagkage sammen.
Lagkagemor kan være nærværende, når hun til fødselsdag bruger timer på en fin kage, med barnets yndlingsfigur.  

Speltmor kan være en supermor, når hun svinger forbi bageren og køber et speltbrød, fordi det var på tilbud.

Kaffemor kan være en god mor, når hun nyder sin kaffe og beder om ro og fred, så hun kan lade batterier op til når hun skal bage ......langtidshævet speltbrød.

MEN HVAD MED FAR???

Jeg glæder mig til debatten om frikadellefar og faderskabet i dagens Danmark, men tvivler på at der bliver ret meget debat. Det er ikke min opfattelse, at fædre har det store behov for at snakke så meget om hvad de gør, hvorfor de gør det og retfærdiggøre deres motiver og handlinger udi faderskabet. De gør det bare.

De laver en ordentlig balje frikadeller, for det kan ungen godt lide.

Og inden denne blog bliver alt for banal og alt for stigmatiserende af mænd og kvinder og kønsroller, så vil jeg lige give børnene en halv linje:

Kærlighed kommer i mange former, deriblandt i form af spelt og lagkage.

En hilsen fra det bagerste i sommerlandet...

Charme, selvtillid og lækkert hår..?

Nu er den igen gal med ordsprogene, for i skrivende stund kan undertegnede stadig ikke se det charmerende ved dette sommerferiebillede. (Håret ER lækkert, men det havde desværre ikke fotografens opmærksomhed).

Ja, må jo indrømme at det er mig på billedet, og fotografen Store K (som til evig tid vil bøde for forevigelsen af mit bagparti, mens jeg i skovskiderstilling leder efter uspolerede minder fra en tur på Møns Klint)

Mine anstrengelser gav i øvrigt ingen udbytte, der var værd at fylde den i forvejen belastede kuffert med. Det eneste udbytte er dette feriebillede, hvor jeg mest af alt har Sonja fra Saxogades mor at drage sammenligning med.

Bortset fra at jeg har lækrere hår end hun...

..de første spæde skridt

Ja, så springer jeg ud i det! Det store blogunivers, hvor jeg som skribent er fuldt ud overbevist om at du som læser, finder det ualmindeligt interessant at følge med i udgravning af mit navlefnuller. (Jeg vasker mig med sæbe hver dag, så det dufter dejligt... fnulleret).
Det hænder også der bliver vredet lidt tankespind ud af de indelukkede 10 % af min hjerneaktivitet, som videnskaben har nogenlunde styr på. De sidste 90% tager jeg intet ansvar for! Når der ikke er sat et stempel på dets adfærd, kan jeg jo ikke sådan gå rundt og holde styr på, hvad det foretager sig.

Skulle min blog forstyrre en tanke hos dig (bare 1...så er forventningerne ikke skruet for højt op), så er jeg glad....eller næsten ikke ligeglad. For denne blog er oprettet med det ene formål at underholde mig selv (er det ikke dejligt narcissistisk og naivt...?), idet jeg skulle forestille mig enten at nyde sommeren, eller realisere mig selv på mit fantastiske job. Begge dele er pt som at finde vand i Sahara... eller sand... Eller er det noget andet? (Jeg undskylder allerede på nuværende tidspunkt min manglende evne til at kaste situationstilpassede ordsprog op i kaskader, for at understrege mine pointer! Det må være noget med min barndom...)

Derfor må det være på sin plads at gøre som én af nutidens helte: Dr. Heinz Doofenshmirz!
(Der kan faktisk forekomme visse ligheder i udseende med undertegnede, på en dårlig hårdag - vi er ihvertfald næsten lige fladbrystede og vat-armede) 

Jeg agter nemlig at opfinde en kombineret sommer- og job-inator, så jeg med den ondeste ondskab har i sinde komplet at spolere de højere magters hensigt med at holde mig ledig under mørke, tunge og regnfulde røvskyer! Og så kan jeg jo lige så godt slå to fluer med ét smæk (det kan være de kan lide det - pisfluer!).

Hvad der lige slår mig er, at jeg med opfindelsen af denne inator, og dermed frembringelse af noget der minder om sommer, faktisk gør mange andre end jeg selv glade. Så udgangspunktet for bloggens oprettelse, må jo anses for undermineret idet du formentlig allerede nu, føler dig fyldt op med glæde over sommerens komme, og jeg har dermed ikke kun underholdt mig selv med denne blog. (Det var ikke meningen ...virkelig).

Derudover kan jeg selv og mine nærmeste glæde sig over, at den gamle, sure, rynkede, vrisne kone der har taget bo i min krop forhåbentlig inden længe tager sine pakkenelliker og skrubber af H til...!  Hendes exit vil kunne ses i et link på facebook under titlen "Se ond ånd springe ud af huden på skønhed" - Det er IKKE en virus!

God sommer! Numensas ...